Elektromedicinens oprindelse, som frekvensterapi er en del af, kan findes hos de gamle egyptere.
De brugte elektriciteten fra den elektriske ål (Electrophorus electricus) til at behandle smerter som et såkaldt "analgetikum" og opnåede forbløffende succes med det.
Ifølge traditionen blev patienter, der led af smerter, allerede 2.750 f.Kr. udsat for elektriske stød fra elektriske ål.
Patienterne skulle stå med begge bare fødder på den faste elektriske ål, som var i en stress- eller forsvarsstilling og derfor producerede en strøm af høj styrke.
Elektriske stød flød nu permanent gennem patientens ekstremiteter via de bare fødder. Anvendelsen blev udført, indtil benene blev følelsesløse og smertefornemmelsen aftog.
Da romerne erobrede det egyptiske imperium i 31 f.Kr. kom også egypternes medicin i deres besiddelse.
Den romerske læge Seribonius Largus var den første til at beskrive elektroterapipeutiske foranstaltninger ved hjælp af elektriske ål i 46 e.Kr.
Romerne brugte elektromedicin primært til hovedpine og gigt. Efterfølgende blev denne metode forfinet og kan findes i historiske kilder som en vellykket smertebehandling i romersk medicin.
Desværre gik denne form for elektroterapi desværre tabt i mange århundreder under middelalderens uroligheder.
Først i 1747 lykkedes det en italiensk professor at følge op på romernes elektromedicinske helbredende succeser.
Han anbragte en metalbøjle på en smedes lamme arm og sendte elektrochok fra den elektriske ål ind i patientens arm. Ifølge rapporterne var smedemesterens lamme arm betinget funktionsdygtig igen efter nogle få terapier.
Ifølge en rejsebeskrivelse fra 1761 blev den elektriske ål også brugt i Sydamerika af indianerne som behandlingsmetode for lammelsessymptomer.
Elektriske ål har elektriske organer, med hvis svage elektriske felter dyrene orienterer sig og kommunikerer med hinanden, men med hvilke de også kan udsende kraftige elektriske stød med spændinger på op til 500 volt.
Det meste af den elektriske åls kropsoverflade er dækket af elektriske organer. De er faktisk omdannede muskler, som kan udsende disse høje spændinger.
Hvert organ består af et stort antal strømskabende elementer, som hver især kun producerer en lille spænding.
I en elektrisk ål kan de ca. 5.000 til 6.000 elektrocytter tilsammen generere en spænding på op til 500 volt ved en strømstyrke på 0,83 ampere og dermed en effekt på 415 watt.
Fiskekroppen er således - for at sige det enkelt - som en akkumulator.
Der dannes syrer i musklerne, hvis blodplader er overlejret tusindvis af gange. De transporterer elektroner fra muskel til muskel. Herved opstår en strøm, der oplader muskelakkumulatoren.
Udtrykket "bioelektricitet" blev senere opfundet for denne type elektrisk energi.