Hvad er urininkontinens?
Ved urininkontinens taber den berørte person urin ufrivilligt. Udtrykket urininkontinens beskriver således den manglende evne til bevidst at tømme blæren. Urininkontinens kaldes også i daglig tale for blæresvaghed eller urininkontinens og kan ramme personer i alle aldre. Sandsynligheden for urininkontinens stiger dog med alderen. Kvinder er ofte mere tilbøjelige til at lide af urininkontinens end mænd på grund af deres svagere bækkenbundsmuskler. Urininkontinens er mere et symptom end en sygdom. Urininkontinens er altid tegn på en sygdom, som kan forekomme i forskellige sværhedsgrader og former.
Hvordan fungerer det menneskelige urinvejssystem?
Urinen produceres af nyrerne og opsamles i blæren. Urinrøret og blærens lukkemuskel opbevarer urinen i blæren. Når blæren fyldes, udvider blærevæggen sig. Nerverne i rygmarven signalerer til hjernen, når blæren skal tømmes. Sunde mennesker føler derefter en trang til at tisse. Urinering afgifter også kroppen.
Hvad er de forskellige former for urininkontinens?
Der er forskellige årsager, der kan føre til urininkontinens. Ud over operationer i underlivet drejer det sig bl.a. om graviditet, visse sygdomme som f.eks. diabetes eller nerveskader. Afhængigt af årsagen og symptomerne skelnes der mellem de forskellige former for urininkontinens:
- Stressinkontinens: Urinlækage er ofte udløst af fysisk anstrengelse. Denne form for urininkontinens er særlig almindelig ved hoste, grin eller nysen. Nogle mennesker lider dog også af stressinkontinens under træning, fordi blærens lukkemuskel er for svag og ikke kan holde urinen tilbage, når der er et øget tryk i maven.
- Trang- eller tranginkontinens: Blæren lækker ufrivilligt urin på grund af en lagringsforstyrrelse i blæren. De ramte personer lider normalt af pludselig, ukontrollerbar trang til at tisse eller skal ofte på toilettet (også om natten).
- Blandet inkontinens: Kombination af trang- og stressinkontinens, hvor den berørte person ikke kun lider af en udtalt trang til at tisse, men også mister urin ufrivilligt under fysisk anstrengelse.
- Refleksinkontinens: skyldes en forstyrret overførsel af nerveimpulser
- Overløbsinkontinens: På trods af en fuld blære frigives kun dråber af urin. Et typisk symptom på overløbsinkontinens er en kontinuerlig dribling af urin.
- Ekstrauretral inkontinens: hører til en sjældnere form for inkontinens, hvor urinen ikke passerer gennem urinrøret, men gennem fejlledte kanaler. Årsagen, især hos børn, er en organisk misdannelse af de nederste urinledere. Hos voksne kan ekstraurethral inkontinens skyldes fistler.
- Latter- eller fnisende inkontinens: Dette er en særlig form for tranginkontinens, hvor det ufrivillige urinlækage udløses af en refleks som f.eks. latter. Hvis man griner højt, kan det føre til fuldstændig tømning af blæren, selv om man ikke har følt nogen trang til at tisse på forhånd.
Hvad er de forskellige grader af urininkontinens?
Urininkontinens kan inddeles i følgende sværhedsgrader, afhængigt af hvor meget urin der ufrivilligt løber ud:
- let urininkontinens: Den berørte person kan ikke holde på urinen mellem toiletbesøgene og taber nogle få dråber, f.eks. når han/hun griner eller hoster.
- moderat urininkontinens: Det lykkes ikke altid den berørte person at nå frem til toilettet i tide.
- alvorlig urininkontinens: Den berørte person har ingen kontrol over blærefunktionen. Blæren tømmes dog ikke helt.
- meget svær urininkontinens: Den berørte person lider af et svulmelignende urintab, der kan forekomme flere gange om dagen. Blæren tømmes altid fuldstændigt.
Hvordan diagnosticeres urininkontinens?
Ved en lægeundersøgelse kan man normalt afgøre, hvilken form for urininkontinens der er tale om. For at gøre dette vil lægen først drøfte patientens symptomer og foretage en fysisk og klinisk undersøgelse. På baggrund heraf vil lægen ordinere en passende behandling for at lindre symptomerne på urininkontinens.
Hvordan kan urininkontinens behandles?
De forskellige behandlingsmuligheder afhænger af de forskellige former for urininkontinens:
- Stressinkontinens: Regelmæssige bækkenbundsøvelser kan styrke musklerne i holdeapparatets ligamenter og styrke bækkenbunden vedvarende. Medicinering kan også hjælpe. Hvis begge foranstaltninger ikke lykkes, kan der i særligt svære tilfælde foretages en operation. I dette tilfælde anbringes et spændingsfrit bånd under urinrøret for at stabilisere de fastholdende strukturer.
- Tranginkontinens/tranginkontinens: Kan skyldes betændelser, tumorer eller blæresten, som i så fald først skal behandles. Desuden bør de berørte personer regelmæssigt gå på toilettet, før trangen til at tisse opstår. Medicin eller urtemedicin som f.eks. tranebærsaft kan også hjælpe.
- Blandet inkontinens: Behandlingen består som regel af en kombination af bækkenbundsmuskeltræning og medicin.
- Refleksinkontinens: Hvis der er neurogene årsager, skal behandlingen først sigte mod at behandle disse. Der anvendes normalt et kateter til dette formål. Elektrostimulering eller endog kirurgi kan dog også komme på tale.
- Overløbsinkontinens: Den obstruktion, der forhindrer blæren i at tømme sig, skal fjernes. Dette gøres normalt ved hjælp af en operation. Blæremusklens aktivitet kan dog også stimuleres ved hjælp af elektrisk stimulering og hjælpes af visse lægemidler.
- Ekstrauretral inkontinens: Hvis årsagen er en misdannelse, foretages en operation, eller urinen drænes via et kateter.
- Giggleinkontinens/grininkontinens: forekommer i de fleste tilfælde hos børn og forsvinder af sig selv med pubertetens indtræden. Lægerne anbefaler konsekvent bækkenbundstræning. Hos voksne kan man også anvende Botox-injektioner i blæremusklen.